Marianne Fossgreen, keramik

Af Steffen Lange, chefredaktør, Midtjyllands Avis:

Jeg har besøgt Marianne Fossgreen. Ja, faktisk har jeg gjort det mange gange, blandt andet når hun i julemåneden holder åbent hus og gavmildt deler ud af julehygge og kunstneriske oplevelser med andres og egnes værker.

Hvordan et besøg hos Marianne Fossgreen er, beskrev jeg i 2001 i bogen »Kunstner og Menneske«, og beskrivelsen har stadig gyldighed:

»Tænk at kalde sit hjem for »Paradiset«? Er det ikke næsten for meget i en materialistisk tid, hvor alt skal kunne vejes og måles, hvor glæde og tilfredshed synes suspekt, mens smålighed og brok er mange menneskers daglige vagthund? Ikke desto mindre har Marianne Fossgreen nu boet i »Paradiset« i 23 år, og det synes som om det er lykkedes hende at holde verdens fortrædeligheder ude. Ikke med knurrende vagthunde, men ved hjælp af den glæde og det positive sind, der altid omgiver hende. For næppe får man nogen steder et større smil og en varmere velkomst end i »Paradiset« ved bredden af Gudenåen, ikke langt fra Gjern Bakker og med den imponerende Tvilum Klosterkirke som nærmeste nabo«.

De 23 år er i mellemtiden blevet til 34, men ellers er alt stadig som beskrevet. Det var også tilfældet for et par måneder siden, da jeg via den sandede og hullede markvej endnu engang tog turen til »Paradiset«. Målet var atter at se og opleve Marianne Fossgreens keramik. Dog ikke den nyeste produktion, som ellers ofte har været målet for et besøg, men produktionen i sin helhed. Og der stod det så - sirligt sat op i grupper efter alder og årstal. Med det ældste værk fra 1958 og så ellers fuld fart på fra midten af 70’erne og frem til i dag. En uafbrudt række af livtag med leret og glasurerne med skiftende udtryk i form og farve. Men alligevel umiskendeligt Marianne Fossgreen.

Det var et helt livsværk, der foldede sig ud for mig i galleriet, den smukke og stilrene tilbygning, der for nogle år siden blev føjet til beboelseshuset. Og her stod det hele så - de ældre drejede ting fra 70’erne og starten af 80’erne, de mønstrede og ternede arbejder fra årene derefter og så fremdeles helt frem til de store torsoer og kraftfulde vaser, som hun skabte sidste år. Nogle af tingene er så store, at de gør sig bedst i det fri, andre ting som skåle, krukker og vaser kan man nyde inden døre.

Et ofte stillet spørgsmål til keramikere er forholdet mellem kunst og håndværk. Hvornår er det det ene og hvornår er det det andet? Marianne Fossgreen har sikkert fået spørgsmålet mange gange, så svaret kommer hurtigt: »Keramikeren kan slet ikke klare sig uden den håndværksmæssige kunnen. Som keramikere skal vi kende leret og kunne behandle det på den rigtige måde, vi skal have kendskab til glasurerne og vi skal have det rigtige håndelag, når vi fyrer vores ovne. Alt det er håndværk og erfaring. Men når det er sagt gælder også, at det engang imellem sker, at det man laver benådes af noget mere, og så bliver det kunst. Og det er vel dette uforklarlige, som vi hele tiden stræber efter«, siger Marianne Fossgreen.

Man får hende ikke til at sige det selv, men vi andre kan set det. Det benådede øjeblik er indtruffet ikke så sjældent endda, og måske skyldes det den åbenhed, som Marianne Fossgreen altid har lagt for dagen? Hun har aldrig låst sig fast, hverken hvad materialer, ovne eller former og farver angår. Leret er hendes foretrukne materiale, men hun har også arbejdet med porcelæn, og elementer fra naturen, blade eksempelvis, har indgået i hendes produktion. Hun arbejder med elektriske ovne, men nyder ikke mindst spændingen ved at fyre med træ.

Resultatet er ofte uforudsigeligt - men kan ende med at blive sublimt. Og formerne spænder fra kopper og krus og op til store skulpturelle arbejder, hvis eneste funktion er at glæde betragteren gennem sin form og farve.

»Jeg har altid villet prøve noget nyt, og derfor har jeg elsket at være med i symposier sammen med andre kunstnere. På disse workshops har jeg kunnet give fuldstændig slip. Jeg har eksperimenteret med andre materialer, ladet mig inspirere af de andre deltagere, og der er ingen tvivl om, at symposierne har flyttet mig. Ikke alle eksperimenter ender med at kunne bruges - det er jo netop eksperimentets natur. Men de bedste erfaringer har jeg kunnet bygge videre på, og det er blandt andet det man kan se i hele den udvikling, jeg har været igennem,« siger Marianne Fossgreen.

Det er ikke vemodigt for hende at gense alle de gamle arbejder sat frem på sokler og borde. »For jeg har haft det godt med dem alle i hver sin tid,« siger hun.

Og så slår hun fast, at livet og omgivelserne naturligvis påvirker en keramiker på samme måde, som det eksempelvis påvirker en maler eller en forfatter.

»Sådan er udstillingen et udtryk for mit liv med dens skiftende perioder. Det bliver nok min eneste retrospektive udstilling, og jeg glæder mig til den. Mit mål er, at jeg gerne vil manifestere mig selv med mine ting. Hvert værk står for hvem jeg er,« siger Marianne Fossgreen.

CV

Marianne Fossgreen er født i Vejle i 1937 og uddannet laborant og lægesekretær. Hun blev tidligt gift, fik børn og arbejdede i sin nu afdøde mands praksis i Aarhus. Ungdommens interesse for kunst - Marianne Fossgreen modellerede som barn og gik senere til undervisning hos en kunstmaler - blev genoptaget i 70’erne, og hun gik på Århus Kunstakademis afdeling for keramik i 1974 - 1977 samt på skulpturafdelingen i 1986.

Siden 1978 har Marianne Fossgreen haft eget værksted og galleri i en ejendom ved Gudenåen i Tvilum ca. 10 kilometer nord for Silkeborg. Hun har forskellige ovne, blandt andet en stor brændefyret ovn. Med 1280 graders varme og ildens leg med ler og glasur skabes hendes enestående værker.

Marianne Fossgreen debuterede i 1982 på Kunstnernes Påskeudstilling i Aarhus og samme år på Kunstnernes Sommerudstilling i Tistrup. Siden er det gået slag i slag, og hendes keramik har ud over Danmark været vist i Tyskland, Belgien, Israel, Japan og Polen.

Igennem årene har Marianne Fossgreen udført en lang række udsmykningsopgaver, ikke mindst til virksomheder og institutioner. Ud over de hjemlige projekter tæller hendes udsmykningsopgaver en keramiksøjle i Römhild i Tyskland og en vægudsmykning i Beer-Sheva i Israel.

Et særkende ved Marianne Fossgreen er hendes nysgerrighed og deraf følgende deltagelse i mange symposier i ind- og udland sammen med andre kunstnere. Hun har deltaget i symposier i Japan, Israel, Polen og Tyskland samt selv arrangeret et par stykker med udgangspunkt i hendes egne ovne på ejendommen ved Gudenåen.

Selv om Marianne Fossgreen har rundet de 75 i år, arbejder hun fortsat videre på fuldt blus. Ud over udstillingen på Galleri Garlishée er der alene i år planlagt udstillinger på Frederikshavns Kunstmuseum, Cathrinesminde Teglvæk i Egernsund, Galleri Saltum og på Bispegården i Kalundborg.