"Jørgen Hermann maler sig op og imod intet mindre end de sidste 600 års vesteuropæisk kunsthistorie. Dette er ikke en nyhed i sig selv, det har postmodernisterne gjort siden 1980´erne, men der er alligevel en betydelig forskel. Hvor adskillige af disse erklærede eller ikke-erklærede postmodernister nærmest gjorde en dyd i at demonstrere en ironisk distanceret tilgang til stoffet, fordi, som de sagde, "historien er død", bruger Jørgen Hermann de kunsthistoriske referencer i et erkendelsesmæssigt øjemed. Tilmed et, der vidner om en levende og engageret interesse for menneskets ve og vel.

I det enkelte maleri kommer dette til udtryk ved, at indtil flere forskellige "ismer" optræder på samme tid. Således mødes den klassiske figurative menneskeskildring med abstrakt ekspressive farveudladninger og konkret abstrakte mønstre og former. Når dertil lægges elementer fra popkunsten, symbolistisk kunst og kristen symbolik – enkelte af malerierne af opbygget som triptykoner, trefløjede altertavler – er det klart, at vi har at gøre med en kunstner, som har en dybere mening med tingene. Her kan man først og fremmest se på Jørgen Hermanns menneskeskildringer. I renæssancen var hele billedrummet opbygget med udgangspunkt i det seende menneskeøje, som om man betragtede en teaterscene. Alt var ordnet rationelt og harmonisk med centralperspektiv, gyldent snit og forsvindingspunkt. Hos Jørgen Hermann er dette sprængt i stumper i stykker. Menneskefigurerne er enten gemt bag tykke farvelag, vandrer rundt i mellemrummene eller river hul igennem farvemassen som var det tæppet i en teatersal. Ud fra deres kropsudtryk at dømme er disse figurer, altid fremstillet i nøgen ensomhed og ofte med amputerede lemmer, knugede, forvirrede og desperate, men de kan også danse nærmest ekstatisk rundt, befriede og forløste som de fugle, man ser på enkelte af malerierne. Fugle, der må opfattes som et symbol på håb og frihed.

Hvis man antager, at Jørgen Hermanns malerier først og fremmest har et eksistentialistisk budskab, er det klart, at de abstrakte komponenter må have en symbolsk funktion. En funktion, de ikke har i gængs praksis. Hvor de spontant påførte ekspressive farvelag og penselspor hos denne kunstforms udøvere normalt har en værdi i sig selv som frisættere af en velgørende og nærmest healende energi, fungerer de hos Jørgen Hermann som barrierer, der på godt og ondt, men oplagt mest på ondt, spærrer mennesket inde og begrænser dets selvudfoldelse. På samme måde er de geometriske figurer, cirklerne, ovalerne, de parallelle linjer, der hos konkret abstrakte kunstnere som f.eks. Poul Gadegaard, Ole Schwalbe eller Poul Gernes har en værdi i sig selv befriet for fortællende indhold, hos Jørgen Hermann tolket som holdepunkter, der er alt andet end sikre og forløsende. Således står disse figurer på lærredet som regel som spøgelsesagtigt flossede fantomer af en orden, der ikke længere eksisterer.

Konklusionen af alt dette, og det, som efter min mening er hovedbudskabet i Jørgen Hermanns malerier, er en verden, hvor gamle sandheder og holdepunkter, i kunsten såvel som i menneskelivet, er afløst af afgrundsdyb tvivl, der alt efter det enkelte menneskes evner og situation kan udmunde i fortvivlelse, ligegyldighed eller forløsende håb. I en tid præget af kunst med forbavsende lidt på hjertet er Jørgen Hermann en eksistentialistisk arbejdende og humanistisk søgende kunstner."

Besøg Jørgen Hermanns hjemmeside:
www.j-hermann.dk

Tom Jørgensen, Bachelor i Kunsthistorie, kunstskribent, forfatter, m.m.