Nis Schmidt, maleri

Jeg har besøgt maleren Nis Schmidt, der bor i den for længst nedlagte Viuf Nordre Skole mellem Kolding og Vejle. Her flyttede han ind sammen med sin Inge i 1965, og her har de skabt et hjem, der er besjælet af ånd og kultur.

Man mærker det med det samme. Her er reoler fyldt med bøger, her er ikke bare stole men møbelkunst, her er andres og egne værker på væggene, her er gamle fliser fra Frisland og Holland og mange andre steder ophængt i sirlige rækker, og her er ting og sager, der udtrykker samlerens indre glæde ved at eje - ikke for den banale værdi, der kan opnås i antikvitetsforretninger og på auktioner - men for den værdi der ligger i historien, formen og det kunstneriske udtryk. Og mit øje glider lige så langsomt forbi rækken af Irma-dåser, tinkrus, gamle ure, glas og æg af porcelæn og ...

I disse omgivelser trives kulturen i sin bredeste forstand, og Nis Schmidt lægger da heller ikke skjul på, at han holder af tingene. »Jeg samler på gode historier og citater«, siger han, og giver dem gerne videre - om kunst, om litteratur, om sin egen og den sønderjyske historie, om mennesker han har kendt og om Mahler og Bruckner, to af den klassiske musiks største. I disse stuer, der ligger smukt i forlængelse af hinanden og næsten giver lange Hammershøjske kig, smager kaffen og det gode hjemmebag ekstra godt. Ånd og det materielle, der er nødvendigt for at leve, mødes, og man forstår, at Nis Schmidt både er den katolske maler med de alvorlige memori mento - husk, at du skal dø - og det livsbekræftende og glade menneske, der ikke nægter sig livets mange glæder.

Som ung gik han i Svend Wiig Hansens og Antonio Sauras »tøj«, men han »arbejdede sig ud af det« - for nu at bruge hans egne ord - og begyndte derefter at lede efter et eget kunstnerisk ståsted. Han var da sidst i 30’erne.

»Jeg malede pæne billeder til folks vægge, men hvad var det egentlig, jeg ville? Det spørgsmål stillede jeg mig selv, og jeg kom frem til følgende svar: Jeg ville udtrykke, at jeg var kristen, og jeg ville udtrykke, at jeg var dansk. Jeg valgte den hvidkalkede kirkemur med sit afskallede puds og sine tilmurede vinduer til mit maleri. Det var noget alle kunne forholde sig til, og det rummede både det kristne og det danske«, fortæller Nis Schmidt.

Senere så han udstillingen »Eckersberg og hans elever« på Statens Museum for Kunst. Udstillingen gjorde et stort indtryk i en tid, der var præget af det geometriske og det abstrakte. Det gav Nis Schmidt lyst til og mod på at få noget naturalistisk ind i sit maleri, og hos en bekendt lånte han et lille krus, som han fik lyst til at male sammen med noget gammelt værktøj. Men i længden var det heller ikke tilfredsstillende, for verden var så kompleks, at den ikke bare kunne skildres gennem nogle håndgribelige genstande. De kunne ikke bare overføres i den metafysiske, religiøse og meditative virkelighed, som også skulle indgå i maleriet. Derfor opstod malerier, der eksempelvis viste en konkret nøgle på en abstrakt baggrund.

»For et maleri af en nøgle eller et krus skal være mere end det. Det skal både rumme det realistiske og det abstrakte. Det er det, jeg har slåsset med hele tiden og stadig kæmper med hver dag«, siger Nis Schmidt.

Om han så nogensinde bliver tilfreds? Nis Schmidt sammenligner med, at man ser noget på den anden side af en å, og det vil man gerne nå. Der skal mange spring til, og ofte falder man i vandet. Men af og til lykkes det også, og det giver naturligvis en stor tilfredshed. Men hvert enkelt værk er vigtigt, for det indgår i én lang stor helhed, som udgør kunstnerens samlede værk. Af praktiske grunde kan man kun udstille en lille del, og publikum har kun mulighed for at have endnu færre eller kun et enkelt billede hængende. Men for kunstneren er værket det, der er skabt hen over tid gennem mange, mange år. Gennem hele livet. 

Det liv slutter på et tidspunkt, og Nis Schmidt er kendt for sine Memento Mori - tegn og billeder, der minder os om, at døden er uomgængelig. Men indtil da har han mange ting, han gerne vil sige. Ofte maler han tavler, et fint meddelelsesmiddel, hvor man med hvidt kridt skriver på en sort tavle som symbol på, at kunsten netop er et meddelelsesmiddel. For selv om kunstneren ifølge Nis Schmidt primært maler til sig selv, maler han også til andre. For »kunst er at modtage indtryk fra livet og male det ud - aldrig ind«, siger Nis Schmidt, der er meget opsat på, at hans billeder skal holde - både indholdsmæssigt og rent fysisk. Og derfor kan hans kunder altid være sikre på, at et Nis Schmidt-maleri er skabt på de dyreste lærreder, og farverne er de bedste af de bedste, for de skal ikke krakelere og falme.

»Det koster lidt mere, men så har jeg min samvittighed i orden«, siger Nis Schmidt med et af de skælmske smil, der så ofte supplerer samtalen om de alvorlige emner.

Memento mori. Men der er et liv forinden. Og det skal leves ...

CV

Nis Schmidt er født i 1932 i Haderslev og tog studentereksamen i 1951 fra Haderslev Katedralskole. I 1956 blev han lærer fra Haderslev Statsseminarium og fik derefter arbejde ved Klostergadens Skole og senere den katolske Sct. Norberts Skole i Vejle. Dyrkede maleriet samtidig med sin lærergerning, som han lagde på hylden i 1993.

Nis Schmidt debuterede i 1961 på Sommerudstillingen i Den Fries udstillingsbygning i København - deltog i øvrigt i 2001 i »Sommerudstillingen 40 år efter« i den selvsamme bygning.

Udstillingsaktiviteterne voksede lige så stille op gennem 60’erne og 70’erne og udviklede sig efterhånden til en meget omfangsrig udstillingsvirksomhed, primært i Danmark, men også med en lang række udstillinger syd for grænsen. Ud over at udstille på gallerier og i kunstforeninger, vises Nis Schmidts kunst også i kunsthaller og på museer. Nævnes kan Museet Holmen i Løgumkloster, Christiansfeld Museum, Haderslev Museum, Banegården i Aabenraa, Koldinghus og flere gange på Vejle Kunstmuseum, senest i 2012.

Via en af tv-udsendelserne i programmet Galleri 11 på Danmarks Radio fik Lisbeth Klaustrup, Galleri Garlishée, Silkeborg, kontakt til Nis Schmidt i 1996. Her har han siden udstillet i 1997, 1999, 2002, 2004, 2006, 2008, 2010 og 2012. I den forbindelse kan det som et apropos nævnes, at Nis Schmidt tilbage i 1978 havde en enkelt udstilling i det nu hedengangne Galleri Krogen i Silkeborg, ligesom han i 2001 viste sine værker på det daværende rådhus i Kjellerup - nu en del af Silkeborg Kommune.